Kernekompetence projektet

Punkt som kernekompetence område

Glæden ved punktskrift:

Hvis jeg havde været barn idag, ville jeg aldrig have fået lært

punktskrift. Jeg ville være blevet udstyret med et

forstørrelsesapparat og en kasettebåndoptager, plus muligvis en

computer med synskompenserende udstyr. Nu var jeg barn i

fyrrerne og halvtredserne. Dengang havde man ikke alle disse

tekniske muligheder, vi har idag. Det blindekompenserende, man

kunne tilbyde mig, var punktskriften.

 

Idag er jeg meget glad for, at jeg dengang fik lært

punktskrift. Jeg har en synsrest. Men den er egentlig ikke god

nok til, at jeg kan klare at læse større mængder af tekst. Jeg

ville uden punktskriften være blevet en dårlig læser med alle

de konsekvenser, dette ville have medført.

 

Da jeg var 11 år gammel, kom jeg på Refsnæsskolen.  Jeg blev

pladseret i en blindeklasse på grund af min lille synsrest. Jeg

skulle lære punktskrift, for at kunne følge undervisningen. Jeg

fik derfor ekstratimer, så jeg kunne få lært punktskriften i en

fart. Jeg var blevet pladseret i 4. klasse. I denne klasse

lærte vi som en del af pensum den store forkortelse. Den lærte

jeg altså i klassen samtidig med, jeg fik lært bogstaverne og

tegnforkortelserne i ekstratimerne. Idag er dette en selvfølge.

Men dengang gik denne indlæring i høj grad på tværs af al god

pædagogik omkring punktskriftsundervisning.

 

Jeg blev i løbet af mindre end et halvt års tid punktlæser. Det

har jeg været siden. Nu er jeg, i min egen opfattelse en af de

bedre punktlæsere i Danmark. Det var, fordi jeg var så heldig,

at jeg fik lært punktskrift i en tid, hvor der ingen

alternativer var, hvis blinde selv ville kunne læse og skrive.

Min brug af punktskriften har overbevist mig om, at der er

noget, jeg er god til. Som blind er man jo ikke forvendt med

det.

 

Så snart, jeg beherskede punktskriften, begyndte jeg at læse

bøger. Jeg har læst punktbøger lige siden. Det har givet mange

glæder. Men har også været problemfyldt engang imellem.

 

Det største problem er naturligvis, at der er så få punktbøger

til rådighed. Vores valgmuligheder er yderst begrænset. Vi kan

ikike læse det vi vil. Vi må læse det, vi kan få.

 

Det har altid været dyrt og besværligt at få

lavet punktbøger. I gamle dage benyttede man sig af frivillige

bogafskrivere, til

at skrive bøger på blindeskrift. Det var gode mennesker, der

blev udstyret med enten en tavle eller en punktskrivemaskine og

så sad hjemme og afskrev bøger til glæde for de blinde.

 

Jeg har læst mange af disse bøger. Nogen af dem var fejlfri

eller så godt som fejlfri, også selv om de var skrevet på

tavle. Men nogen af dem var fulde af fejl. Når jeg læser i

sådan en bog og finder, at 2 linier er skrevet ind i hinanden,

må jeg gætte: "Hvad mon der egentlig skulle stå der"? Men det

er ikke nær så nemt at gætte det, som det er at gætte de ikke

læste dele af ord, jeg stryger hen over uden at føle efter,

hvad der står, under læsningen af punkttekster.

 

Udkradsning af punkter er også et problem. Når man skriver

forkert - det drejer sig måske kun om et enkelt punkt - så er

det meget fristende at kradse det overflødige punkt ud, i

stedet for at skrive udsletningstegn på hele ordet og så skrive

det om. Det hjælper bare ikke. Punktet rejser sig delvist igen

efter kort tid og kan så også ødelægge de tilgrænsende punkter.

Udkradsninger af punkter bør naturligvis ungåes.

 

Skrev bogafskriverne på tavle, kunne de let komme til at

spejlvende ordene, fordi de, skulle prikke tegnene ind fra

papirets bagside prik for prik. Det var ikke nogen velgerning

overfor punktlæserne. Men viljen var ldla god nok.

 

Idag laver vi ikke bøger på den måde. Nu har vi fået effektive

tekstskannere. Med dem kan vi indskanne teksten i en bog

hurtigt og nogenlunde sikkert. De bliver undervejs omdannet til

edb-koder, der så igen via forkortelsesprogram og punktprinter

kan udskrives som punktbøger. Det er en kolosal forbedring. Men

der er naturligvis også slanger i det paradis.

 

Producenterne af punktbøger  har helt afskaffet

korrekturlæsningen. Nu får vi læsere så en ny type fejl, vi

skal håndtere. Det skyldes, at tekstskannerne endnu ikke er

helt perfekte. Vi kan støde på ord, der er blevet

delt umotiveret og andre ord, der lige så umotiveret er blevet

bragt sammen. Punktforkortelsesprogrammerne bereder os til

stadighed overraskelser ved helt uventede måder at forkorte

tekster på. Dette er ment som nogle eksempler på det, vi som

punktlæser kan komme ud for, når vi læser nyoverførte bøger.

 

De bøger, punktbiblioteket lå inde med før den store ændring af

forkortelsessystemet, er skrevet i den gamle forkortelse. Disse

bøger er helt ulæselige for en stadig stigende del af

punktlæserne. Det er en skam, for der er i den samling virkelig

mange gode bøger. Nogle af vor literaturs klassikere sogar.

 

Jeg har det privilegium at kunne læse alle de 3 danske

forkortelssystemer. Jeg skal derfor ikke beklage mig på egne

vegne. DBB tager imidlertid ingen hensyn til, at mange af

deres punktbøger er ulæselige for de fleste punktlæsere, når de

opgør deres bogbestand af punktbøger. Det er skade. Det giver

et ret forvrænget billede af punktbøgernes antalr.

 

Det hjælper naturligvis ikke yngre læsere, der finder ud af, at

den bog de gerne vil læse, faktisk findes overført. Men den

desværre for dem er ulæselig, da den er forkortet efter regler,

de ikke kender. Penge til at omoverføre disse bøger er der

naturligvis ikke, og der gives da heller ikke undervisning i

det gamle forkortelsessystem.

 

Det er virkelig en fornøjelse at få en gammel trykt punktbog i

hænderne. selv om bogen er mere end 100 år gammel, så står

punkterne i den, som var den blevet trykt igår. Det er nu også

forkert, for så flotte punkter laves der slet ikke idag.

 

Dengang blev punktbøger indbundet af faguddannede bogbindere.

Det kan ses. Deres indbindinger holder endnu og der er aldrig

en side, der er lagt forkert. Indbindingen af punktbøger har

ellers givet mange problemer, siden bogbinderne blev sparet

væk. Der er forsøgt forskellige muligheder. Ofte har vi fået

bøger i ringbind. Disse var ofte gået op, når vi fik bøgerne

leveret. Så kunne vi finde bogens blade liggende løst i pakken.

Vi kunne så bruge adskillig tid på at sætte bogen sammen. Nu er

der dog fundet frem til en indbinding, der er acceptabel, når

blot bogen kommes i et specielt paphylster under forsendelse.

Men det bliver aldrig med bøgernes indbinding, som det var i

gamle dage. Dengang der var håndværkere, der satte en ære i at

levere ordentligt arbejde, og da der var råd til at betale dem

for at gøre det.

 

Edb-teknikken har betydet en revolution i punktproduktionen.

Det er nu teknisk muligt for privatpersoner at lave sin egene

punktskriftstekster. Det er dog ikke billigt. Jeg har denne

mulighed. Det har vel kostet mig det samme, som det koster en

familie at anskaffe sig en bil i mellemklassen. Det kan

naturligvis tynge på et

pensionistbudget.

 

Det er derfor de færreste blinde, der har et så komplet udstyr

som jeg. Jeg har det også kun, fordi jeg af egen lomme har

betalt det meste selv. Det offentlige er ikke meget for at

bevilge punktprintere som hjælpemiddel til blinde. Især da

ikke, hvis vi kun skal bruge udstyret til fritidsformål.

 

I pricippet står hele verdens sorttekster til min rådighed,

efter jeg fik min tekstskanner. Det

er i al fald nyt for blinde. Men helt så rosenrødt er det nu

ikke: Det er ret tidkrævende at skanne. Når jeg gør det, skal

jeg helst have noget andet at gøre ved siden af. Det kan

eventuelt være at læse punktskrift. tiden føles uendelig lang,

når jeg sidder og venter på at skanneren skal blive færdig med

det dokument, jeg har lagt ind i den.

 

Dertil kommer, at det slet ikke er problemfrit at læse

indskannede tekster. Skannere og smart moderne typografi har

det ikke godt sammen. Her bliver jeg igen stillet overfor

vanskelige gætteopgaver. F.eks., når teksten, jeg læser,

pludselig bliver afbrudt af en anonce, en billedtekst,

tekstboks, eller der optræder løsrevne bogstaver, der stammer

fra en tekst inde i et billede. Skanneren læser hele

skriftsiden, kasserer det, den ikke kan genkende, og oversætter

de skrifttegn, den genkender til edb-koder i den rækkefølge,

den har læst dem. Men sommetider forveksler den bogsstaver med

andre. Det kan give sjove læseoplevelser.

 

Så er der problemerne med mærkelige skrifttyper, som skanneren

ikke rigtig kender. Der er problemerne, der opstår, når

kontrasten mellem teksten og papirets farve ikke er skarp nok.

Tekster har det med at blive afsluttet helt umotiveret, for at

blive fortsat et helt andet sted i bladet. Det hænder også at

skanneren overser, at teksten står i spalter. Det giver

mærkelige resultater. Det kan skanneren dog tage højde for,

blot ikke, når spalterne står for tæt sammen. Endelig er der

alle de almindelige skannerproblemer, som er skildret andet

steds. Jo man skal være lidt af en detektiv engang imellem for

at finde ud af en indskannet tekst. Alle disse problemer skal

dog ikke forkleine den kendsgerning, at tekstskanneren for

blinde er en af de væsentligste opfindelser indenfor

kommunikationsteknologien, der er gjort.

 

Der er sket et gevaldigt løft i de muligheder, vi i dag har for

at få tekster i punktskrift, hvis vi bare sammenligner os med,

hvordan det var for 10 år siden.

 

Men mere vil naturligvis have mere. Det opleves som en mangel,

at der ikke er noget sted, hvor vi kan gå hen og med kundens

ret, kan bestille og få leveret punktskriftstekster mod

betaling.

 

Grunden til, at sådanne firmaer ikke findes er naturligvis, at

der ikke er økonomi i sådan en virksomhed. Vi er ikke så mange,

der læser punktskrift. Der er endnu færre, der ville have

interesse i at kunne købe punktskriftstekster. Men jeg tror

dog, det ville være en idé, at DBB eller Blindes Arbejde

oprettede et beskyttet værksted, hvor sådanne tekster kunne

produceres mod betaling. Jeg tror, at en stor del af arbejdet

faktisk kunne gøres af blinde - jeg udfører faktisk sådant

arbejde med mit ringe syn. Det er vist kun den nødvendige

korrekturlæsning, seende må klare. Men det kunne jo give

beskyttet beskæftigelse til andre handicapgrupper.

 

I de seneste 20 år er der konstrueret mange forskellige

apparater, der ved hjælp af edb-teknik kan oplagre og vise

punktskrift. Fælles for dem er, at de har et tastatur, så vi

kan skrive punktskrift på dem og et punktdisplay, så vi kan

læse den oplagrede punkttekst.

 

Ingen tvivl om, at jeg foretrækker braille liten. Når

amerikanerne rigtig gør sig umage, er de vanskelige at hamle op

med. Braille liten er et sådant tilfælde, hvor amerikanerne

virkelig har strængt sig an.

 

De har konstrueret noget af en universalmaskine til dækning af

blindes kommunikationsbehov. Har jeg min braille lite med mig,

har jeg på det nærmeste mit kontor ved hånden plus bibliotek.

Den fylder meget lidt i en rygsæk eller kuffert. Den er på det

nærmeste lydløs, så jeg kan læse og skrive, uden at forstyrre

mine medmennesker, når jeg arbejder med den.

 

Når jeg er på rejse, er der mange ventetider, hviletider osv,

hvor det ville være godt at have noget at læse i, ligesom mine

seende rejsefæller har. Det har tidligere været vanskeligt,

for punktskrift på papir fylder temmelig meget. Det problem er

løst med braille liten. Skulle Jeg ønske mig mere tekst med på

rejsen, end braileliten kan rumme, kan jeg tage diskettedrevet

med mig, så kan jeg på disketter tage så meget tekst med, som

jeg nu får behov for. Det fylder meget lidt. De nyeste modeller

har også indbygget modem. Så kan jeg i principet sende og

modtage e-mails, hvor end i verden, jeg befinder mig.

 

Har jeg braille liten med, kan jeg gøre mig alle de notater,

der er behov for at gøre på en rejse. For eksempel kan jeg nu

føre en detaljeret rejsedagbog. I den kan jeg fastholde mine

rejseindtryk i tekst, på samme måde som seende fastholder deres

med fotografier og vidiooptagelser. Jeg kan skrive og arbejde

med skrevne tekster uanset tid og sted. Det er også en ny

mulighed, blinde har fået.

 

Den eneste ulempe ved en braille lite, synes jeg, er, at jeg

læser endimentionalt. Dvs. jeg har kun 1 linie fremme ad

gangen. Det er næppe et stort problem. Jeg synes, at jeg måske

har bedre overblik over teksten, jeg læser på papir. Jeg kan

skimme layout osv. Det må være et problem at læse lyrik på

braille lite. Men det er ikke mit problem, eftersom jeg aldrig

læser lyrik. Har jeg blot  masser af interessant lekture på min

braile lite, så lever jeg gerne med den lille ulempe

 

Skal jeg som punktlæser slå op i et opslagsværk er det en

fordel at have værket indlæst i braille liten, for denne har et

fortræffeligt søgeprogram som en del af sit software. Det kan

spare en masse tid, og meget besvær. Som gammel punktlæser

mindes jeg de oseaner af tid, jeg har brugt på at slå ord op i

diverse ordbøger på punktskrift. Jeg oplevede som spild af tid.

Det var så let for seende. Vore ordbøger fyldte hele bogreoler.

Leksika fantes ikke osv, osv. Vi var virkelig handicappede i

forhold til seende. Ofte foretrak vi at få seende til at slå op

for os. Men det gav jo afhængighed.

 

Seende synes, det er meget vigtigt, at blinde for grundig

information om den typografi, de seende læser. Jeg tillægger

ikke disse informationer nogen særlig værdi som punktlæser. Jeg

kan godt finde ud af, at NATO er en organisation, uden at få at

vide, at ordet altså står med stort i sortteksten. Her er der

tale om at overinformere, altså give mig informationer, jeg

ikke har brug for. Det forvirrer mere, end det gavner.

 

Jeg drømmer om, at vi får en meget udviddet forkortelse for

superlæsere. Så må det være muligt at sætte læsehastigheden en

hel del op. Der er visioner om, at bruge edb-teknologien til at

gøre det muligt for hver enkelt punktlæser at udvikle sin egen

forkortelse ud fra en grundkode. Måske er drømmen derfor ikke

så utopisk endda.

 

Punktskriften er de blindes eget skriftsprog, siges det. Det er

sandt nok. Når det er sådan, skyldes det naturligvis, at med

punktskriften har vi en mulighed for selv uden seendes

mellemkomst at kunne holde rede på det, vi vil skrive. Mange af

os tænker også i punkttegn, når vi tænker på skrevne tekster.

Det falder derfor mere naturligt for os at skrive punktskrif,

end at skrive de seendes skrift. Sådan har det være helt fra

Luis Bralles dage.

 

Det store problem har altid været, hvordan vi blinde fik vores

skrift omkodet til de seendes skrift. Som mindretalsgruppe med

eget skriftsystem, var det os, der skulle omsætte vores skrift

til flertallets skrift. Den tid, jeg i mit liv har tilbragt med

at konvertere punktskrift til sortskrift, skal nok tælles i

tusinder af timer. Det var noget af det mest kedelige arbejde,

jeg kunne forestille mig. tilmed blev resultatet aldrig helt

godt. Her er teknikken igen kommet os til hjælp. På de moderne

notatapparater findes der afforkortningsprogrammer, der udfører

dette arbejde, uden anden ulejlighed for os, end at sætte

programmet igang. Det eneste det kræver er så, at vi skal

overholde de vedtagne forkortelsesregler til punkt og prikke.

Men det kan læres. Selv jeg, der kender de 3

forkortelsessystemer, vi har haft i de sidste 50 år, har

sandelig fået lært det ny forkortelse så godt, at jeg kan

skrive fejlfrit. Det blev nemlig nødvendig, da jeg fik rådighed

over et afforkortningsprogram og indså al den tid, jeg derved

kunne spare.

 

Det siges, at punktskriftslæserne er en svindende gruppe. Det

er muligvis rigtigt. De mange opfindelser indenfor optik, TV-

teknologi, lydbånd og computer frister mange til at droppe

punktskriften. Men reelt ved vi ikke, hvor mange punktlæsere vi

egentlig er. Det vi kan konstatere er, at udlånet af punktbøger

fra DBB er svindende. Det samme er tilfældet med abonnementerne

på punktblade.

 

Men det siger ikke nødvendigvis noget om, at punktlæsernes

antal er så stærkt svindende, som disse tal kunne tyde på. Jeg

f.eks. læser og skriver punktskrift hver dag. Ja det bruger jeg

faktisk mange timer til daglig. Men set som boglåner i DBB er

jeg en yderst moderat læser. Jeg tror ikke, jeg låner over 10

bøger om året.

 

Men jeg læser det jeg indskanner med mine fingre. Det samme gør

jeg med de ret mange e-tekster, jeg modtager fra DBB og andre.

Endelig får jeg da også punktskrift tilsendt andre stder fra

f.eks. fra DLBS. Man skal derfor ikke dømme punktskriften ude,

før man har lavet en ordentlig undersøgelse af, hvem der læser

punktskrift? Hvad de læser? Hvor de får deres læsestof fra? Og

hvor meget de læser?

 

Punktskriften er imidlertid ingen selvfølgelighed for blinde

idag. Punktskriften har fået konkurrance af andre

læsemuligheder. Det er svært at lære sig punktskrift. Det er

et faktum. Her nytter det ikke med smarte bortforklaringer. Der

er mange, der er begyndt at lære sig punktskrift. Men som har

indset, at det ikke er umagen værd at bruge alle de resourcer

dette kræver, når der er nemmere alternativer, de har mulighed

for at vælge.

 

Omvendt, så vil vi, der bruger punktskriften og er glade for

den kunne fremhæve den læseglæde, vi oplever, når vi læser en

punkttekst. Den oplever jeg bestemt ikke, når jeg læser på et

andet læsemedium. At læse punktskrift er en aktiv process.

Hænderne skal flyttes hele tiden, bladene i bogen skal vendes

fra tid til anden, eller der skal trykkes ny linie frem på

brille liten. Ikke noget med at sløve hen, når jeg læser

punktskrift.

 

Jeg har det sådan, at det jeg tilegner mig via bånd, glemmer

jeg ret let, og hurtigt. Det jeg derimod

tilegner mig via punktskrift, husker jeg længe. Jeg har i min

ungdom læst mange bøger på bånd. Dem husker jeg ikke meget af.

Jeg læste samtidig mange punktbøger. Dem husker jeg meget

tydeligt endnu, selv om de er læst for 30 til 40 år siden. Det

skyldes muligvis, at det, jeg læser med mine fingre trods alt

bliver læst betydelig langsommere, end det, jeg hører læst op

på et lydbånd. Denne langsomhed er ikke nødvendigvis en ulempe.

 

Mange af de ting, jeg læser, kan jeg slet ikke få mening i,

hvis jeg hører dem oplæst på bånd. Men får jeg fingrene i

teksten, fatter jeg som regel meningen straks.

 

Har punktskriften så en fremtid? Her er jeg, som ved al

spådomskunst, henvist til at gætte og tro. Jeg gætter og tror

dog på, at der også i fremtiden vil være en gruppe, der gerne

vil benytte sig af punktskriften. Blinde børn undervises stadig

i punktskrift og mange bruger det også. Der er også stadig

voksne, der ønsker at blive undervist i punktskrift. En del af

dem, får den da også lært, og bruger den.

 

Jeg ser braille litens fremkomst som en kærkommen hjælp  til at

gøre punktskriften mere populær. Med braille liten får

punktlæserne en masse af computerteknologiens muligheder

stillet til rådighed. Selv har jeg demonstreret braille liten

for mine

punktelever. De fremhævede især, at punkterne stod så tydelige

på den og at der kun var 1 linie, de skulle holde styr på.

 

Men punktskriftens fremtid beror på, at der er nogen, der vil

hjælpe den. Uden hjælp dør den. Den mest effektive hjælp, vi

kan give den er naturligvis at blive glade for punktskriften og

bruge den. Jeg ser opkomsten af DLBS som punktlæsernes råb til

alle bestemmende myndigheder og organisationer, at blinde har

et helt unikt skriftsystem. Det er aldrig overgået af noget

andet, og det ønsker vi at beholde. Også selv om det, hvis vi

ser helt rationelt på sagen, måske får mere for pengene, hvis

vi helt skrottede det.

 

Men skal vi i den sag bare se på pengene? Punktskriften er et

stykke blindekultur, som er med til at give os blinde

identitet. Sådan et stykke kultur smider man ikke ud, bare

fordi det efter nogens mening er urationelt. Det samme

synspunkt kunne vi anlægge omkring danskernes ønske om fortsat

at tale dansk. Det ville være mege billigere at vi gik over til

at tale og skrive engelsk. Men det ønsker vi naturligvis ikke,

og det er godt det samme.

 

Jeg er imidlertid et optimistisk menneske. Jeg tror, at der

fortsat er brug for den geniale opfindelse, en 16 år gammel

fransk blind dreng gjorde så tidlig som i 1826. Under alle

omstændigheder, så vil jeg bevare glæden ved punktskriften.